Dagen har vundet tagenes mangfoldighed tilbage. Land-
skabet brækker fra gesimsen og jeg åbner vinduet.
I ørknen på stueloftet blæser ingen fortryllet
vind. Fortryllelse er stadig svært at sige, selv palmer kan
ikke altid påvises, ingen kredsende fugl, ingen
soveterrasser. A. kan blive under det mørkerøde
uldtæppe. Lige nu gik solen og drog
i horisonten. Hvor nomader, endnu vægtløse, ikke
beslutter sig for skrift. Drager længe ved vinduet dag og
nat. En fingerbredde lys til en hel handels-
karavane. Det siger jeg langsomt og træder intet glas itu.
Vi er stille. Uden sammenligning.