Klaus Rifbjerg
Skagen
Skagen
Det er mig der har malet
billederne på Skagens museum.
Jeg sagde til mig selv
der har du dit liv og så
begyndte jeg at male.
Jeg tror det startede med frokostbilledet
jeg blev så sulten
følte mig så hjemme.
Jeg malede Krøyer og Drachmann
Tuxen, Ancher - både hun og ham
og alle andre
helt ned til Tørsleff.
Det var et mægtigt arbejde
men jeg havde det jo godt
så det var ikke noget.
Drachmann hjalp mig lidt
og Krøyer
vi talte meget
så
og drak en lille smule.
Vi så på Skagen
malede en masse billeder
fik lyset frem
men måske mest en livsform
vores egen
den jeg faldt for.
Jeg husker timerne
med Krøyers kone
under hyldetræerne hos Drachmanns,
bourgognen i de svære glas
og alting set
i sommerbilleder
melankolsk
som var det hele længst forbi.
Jeg husker aftnerne på Grenen
vandene der mødtes
og besværet med at få farven
til at makke ret
det var jo mig der skulle
male alting
ville male alting
før det ikke var der mere.
Der er en duft af død
idyl og linnedskuffer med lavendel
over mine Skagenslærreder,
men det var livligt nok
dengang
det var det.
Vi rejste os fra bordet
oven på den lange frokost
og stemmerne var blevet mere sagte.
Vi stod i skumringen
før hver gik hjem til sit
men det var svært at bryde op.
Så vendte Anna Ancher sig
og sagde:
Vi skal sove nu.
Hun tog sin mands arm,
gik med ham igennem lågen
og langsomt fulgte alle efter.
Skridtene forsvandt imellem
husene
værten slukkede sin lampe
det var for sent at male mere.