Ulf Stolterfoht

call to all highly armed bohemians (four works already
ripped to shreds!) in future, the streetwar is to be
fought ‘away from art’. lamentation’s polyvocal ohs and ahs
– but one was asphalted in the most concrete way. the

village vanguard still that very night. (so-called recognised)
resistance biographies lasting many years. Con-
sidering refractioning. On the one hand, the class-
specific interest in erecting new weimar (like:

read faster comrade / radical chic) at the same time
of course the wish to needlepoint the pillow goes on:
we will be well-read / the text is getting too short
for us. the hall fight ends refreshingly. committees

formed. what came since, merely: revolution
as pacified stylistic position. interrogation rooms are
then set up. wimpering about a question of life or
death: an I. ‘if I didn’t take the side of experiment

the publisher would let me die of hunger, arms outstretched’.
the art watchman’s unsympathetic, but all the same judg-
ments based on torturing principles. but – psychotic
systems often possess their own persuasive logic: schelling

already complained about hˆderlin’s subversive hairdo
– all that hair and no comb! now we get used to so
much more: one outgrew his battle shoes and became
adult. the other got stuck in them, turned into song.

appel til alle stærkt armerede bøhmere (fire værker
skal allerede være splittet ad!) om i fremtiden at gennemføre
gadekampen "fjernt fra kunsten". mangestemmig klagen ve og
ak - selv om man helt udtrykkeligt var ude på asfalten.

village vanguard i samme nat. mangeårige
(såkaldte anerkendte) oppositionsbiografier. om-   
fraktionering tages i betragtning. på den ene side den klasse-
specifikke interesse i at etablere ny-weimar (f.eks.

læs hurtigere kammerat/radical chic) på den anden side
naturligvis fortsat ønsket om at brodere puden:
belæste vil vi være/ men teksten begynder at snære.
slaget i salen ender opløftende. de første råd

dannes. hvad der siden følger er blot: revolution
som i sig selv beroliget stilposition. man indretter feme-
rum. dér klynker om hals og hoved: et jeg.
"hvis jeg ikke dengang havde bekendt mig til eksperimentet

- havde min forlægger ladet mig sulte i ud-
strakt arm." kunstvogteren uberørt heraf dømmer ifølge
yderst pinlige principper. men - psykotiske systemer har
ikke sjældent en bestikkende indre logik: havde ikke

allerede schelling beklaget sig over hölderlins subversive fri-
sure - så meget hår og ingen kam! antager man i dag ikke
snarere: én voksede ud af kampstøvlerne og blev vok-
sen. en anden slap aldrig ud af dem og blev sang.