24/9 [Gulvene siger]

24/9
Gulvene siger: Hej fødder.
Vi går og hedder noget: Kontrapunkt, bristepunkt, smeltepunkt.
Tiden afvikler sit program, den løber, den går, den står
stille:
Kroppen falder fremad i sit ettal, for alting
er skrånende, alting
er blind tillid til gulve, tillid til dig,
jeg går tilbage, skridt
for skridt, jeg sidder på toilettet i min farmors badeværelse,
et gulv af gule,
brune og blå rektangulære kakler, en måde
at falde i staver på, aflange staver af kakkelmateriale,
og der på toilettet i tankerne skære kaklerne fri
og lægge dem tilbage
i gulvet, i nye mønstre,
langt mere tilfredsstillende mønstre, i begyndelsen var
mønsteret,
den gule, brune og blå følelse mod fodsålerne,
tilfældige formuleringer, tilløb til figuration, her og der spor
af en blomst med kronblade, et ansigt, en kakerlak, en kniv
eller en skruetrækker ville kunne det,
brække dem løs, kaklerne, men det er umuligt, fødderne

acceptere alle slags gulve, alle gangbare overflader.
Vi leder efter steder at gå ud fra. Gulvet er et udgangspunkt.
Stedet er den gåendes
faste bopæl. Fornemmelsen for sted. Dette sted: Vi.
Vi lukker luften ud af stedet, som af et badedyr,
og bærer det med os.

© Morten Søndergaard
Iz: Et skridt i den rigtige retning
Copenhagen: Borgens Forlag, 2005
Avdio produkcija: Literaturwerkstatt Berlin 2008

24/9 [The floors say]

24/9
The floors say: Hello, feet.
We go by names: counterpoint, breaking point, melting point.
Time runs its programme, it goes by, it passes, it stands
still:
The body tips forward in its figure One, for everything is
sloping, everything
comes down to blind faith in floors, faith in you,
I walk back, step
by step, I sit on the toilet in my grandmother’s bathroom, a ground of brown,
yellow and blue rectangular tiles, tiles, a way of
falling into a brown study, studying brown and yellow and blue oblongs of tile
and there in the toilet in my thoughts cut the tiles free and lay them out again
on the floor, in new patterns,
far more satisfying patterns, in the beginning was the pattern,
the brown and yellow and blue sensation on the soles of the feet,
random formulations, run-up to figuration, here and there hints
of a flower with petals, a face, a cockroach, a knife
or a screwdriver would do it,
prise them loose, the tiles, but it can’t be done, these feet
must
accept all sorts of floors, all negotiable surfaces.
We search for places.  The floor is a starting point.
The place is the walker’s
fixed abode.  A sense of place.  This place: We.
We let the air out of this place, as if from a beach toy,
and take it with us.

Translation: Barbara Haveland