Pia Tafdrup
KERNE
Jeg var en nat i august, hinsides, planeternes is,
jeg var en hånd, der greb og holdt fast,
jeg var et sneskred, en blodsort væg i brand,
jeg var en skærende passage i min mors hjerte,
hvor hun skulle afgøre,
om livet var værd at leve,
jeg var min fars begær, jeg var tilgivelsen,
jeg var pulsen i jorden, de dybeste årer,
jeg var duggen i græsset en råkold morgen,
jeg var blomst og nektarduft,
jeg var en dryppende sødlig smag
af æblet med bitter karneolrød skal,
- en kerne,
der uden at synke red på vandet
og blev skyllet i land på en nordvendt kyst
på den seksoghalvtredsindstyvende breddegrad,
jeg var det skjulte, der blev fundet af en lysstråle,
set af en engels øje -
et øje der troede, det fór vild,
dér hvor stranden var salthvid, sandet let som aske,
og bøgeskoven forcerede stejle skrænter
for at reflekteres i vandet,
ekko på ekko …
Jeg var en rygende feber i blodet,
jeg var en hinde, der bristede, fuglene der bar,
jeg var suset i rummet under kronernes kuppel,
en svirren af lyde, der førte vægtløs ind,
hvor stier viskes ud,
og der ikke er vej tilbage,
ind i det skjultes magnetfelt, ind i zonen af sugende mørke,
hvoraf samtlige bogstaver springer
- ud i lyset
ud i stilheden for at slå rod
i endeløs nutid,
hvor skyggerne bor og ikke assimileres.