Ulrikka S. Gernes
[EN INTERGALAKTISK KOLLISION AF LYSGLIMT, LYDE]
EN INTERGALAKTISK KOLLISION AF LYSGLIMT, LYDE
og dufte jager tanken baglæns ned ad trapperne,
hen langs havegangen med de knækkede fliser,
ud ad en rusten metalport for enden af muren
for at finde tilbage til den nøjagtige ordlyd i en
skødesløst henkastet bemærkning, der så mange
år efter, nu, får mig til at dreje til venstre i stedet
for til højre og haler mig hovedkulds, med pulsen
hvinende af adrenalin, gennem en jordslået arkade
og ud på den solskingre piazza i middagsheden,
hvor cikader saver og filer i stilhedens monument,
og ingen ville tro det menneskeligt muligt at udføre
noget som helst fysisk arbejde i denne hedebølge,
men rygsøjlens svaj hos en halvnøgen yngling,
der løfter noget meget tungt forbi et åbent vindue
og straks efter forsvinder i baglokalets dunkelhed,
slynger mit hjerte ned i den endeløst sortblå slugt,
over hvis indgang dit navn hænger og dingler.