En begivenhed er – som altid – en pseudobegivenhed –
                                                                                   godt, godt!
Vores ord er pseudoord, som sådanne kan vi roligt
hænge dem op på „på begivenheden“, men hvorfor?
(forudsat vi ikke lægger vægt på en pseudokatharsis)
Fælden: stillet af et navneord (måske? – bestemt)
kann let (med lidt øvelse) undgås,
men til hvilken kyst fordriver os – det er spørgsmålet – den nøgterne forsigtighed.
Intet er pseudo dér, det er klart,
men vokser der noget dér?

For nylig drømte jeg om store
uplettede papirark
den skjulte Guds manuskriptblade
Billedet har endnu ikke forladt jorden.
Mon der er stærke verber i englenes sprog?
Om man overhovedet spekulerer over det?

En sand begivenhed kan ikke iagttages
os omgiver den uophørligt
(så at sige ledsaget af vores ægeehvidesyntese)
formodentlig kunne den være baggrunden
Efterår, forår. Sommer. Vinter.
Fødsel, avl, død. (En grad mere egocentrisk)
Fuglefløjt fra skjult kilde, blomsterdruer,
Havduftbudskab fra hud til hud ...
(Um Gottes willen allerede så kitschet)
Jeg drømmer om store træge strømme
Telegrafbånd uafkodet til nutiden
Vores idé fix siger: det drjer sig om noget andet
Målet med noget andet for noget andet, uden tvivl.

Nej, pseudokartharsis kommer det ikke an på for os.