Henning Goldbæk

dinamarquês

„Háború és béke”

Csillagász voltam.
Fáradhatatlanul kémleltem az eget, a csillagokat
- noha mindegyre a messzi jövőről beszéltek
vagy a távoli múltról; soha közvetlenül
a „rám tartozóról”.
Egy-egy fényes pásztor körül,
a végtelen ében mezőkön
békésen legeltek a csillagnyájak;
nyáresteken, mint fürge terelőkutyák, cikáztak el
köztük a hullócsillagok.
Aztán kitört a háború.
Vérzett a szívem, amikor
el kellett kótyavetyélnem a távcsövemet,
a legjobb távcsövet az országban
(szerintem öt ország legjobb távcsövét),
amely akkor nem sokat ért:
túl jó volt ahhoz, hogy átalakítás nélkül
használhassa a légvédelem.
De muszáj volt túladnom rajta
- nem kétséges, hogy úgyis elkobozták volna;
úri huncutságnak számított a csillagászat,
túlságosan is messzi múltról vagy
távoli jövőről beszéltek a csillagok -
az ellenség, úgymond, nem válogat:
kórház, malom, színház, obszervatórium…
s legjobb védekezés a támadás.
A nyárestek repülőgéprobajjal teltek meg
és szirénavijjogással,
erős reflektorcsóvák
pásztázták az eget.
Mire fölfegyverkeztem távcsövem siralmas árából,
s megtanultam a fegyverekkel bánni,
kitört a béke.
Az emberek föllélegeztek (előbb a háború
lázában, majd a félelem s a nihil légritka terében,
most pedig, ím, a béke, a megmenekített élet
mámorában éltek); a fegyvereknek
nem volt keletjük; annál inkább
az ennivalónak - leköltöztem hát
az égből a földre.
Persze saját darab földet nem volt miből
vennem; örültem, ha beolvasztás céljára
megvették tőlem a háborús kacatot.
Kis földet tudtam bérelni, itt-ott elpusztult,
repesz-szaggatta gyümölcsöst („számtól vonva el” kipótoltam),
s takaros sorokat ültettem konyhakertiekből.
Az első évi termés silányka volt még;
a természetet nem lehet dróton rángatni -
nem háramolhat vissza rögtön
a törődés kamata. Második évben
kezdték már megemberelni
magukat a megmentett növények,
a friss telepítésű gyümölcsfáknak persze
nem lehetett még hozamuk.
Harmadévre, mielőtt még
a termés beérhetett volna: újra háború.
Nappal füst - égő templomok, erdők, olajfinomítók -
éjjel fények fönt, fények lent: légitámadások.
A napszakok összekeveredtek, sőt egymásba mosódtak
még az évszakok is. Iszonyú sebek
a föld testén. - Azzal védtem magam
meg amiről azt mondták, hogy védjem,
amit a hadsereg adott.
Túléltem valahogy, s most megint béke (…) van.
Magam sem tudom még, mihez kezdek.
- Talán nem is lesz soha többé civil tudomány.
                                             Nem érdekel.
Ha nem fogok is (amiként valószínű, hogy nem fogok)
soha többé távcsőhöz ülni,
bizonyos, hogy mostantól szabad szemmel is
csakis és egyedül a csillagokat fogom nézni;
soha többé az emberek arcát, a kipattanó
rügyeket sem a gyümölcsfákon, s még csak a nap előtt
pöffeszkedő felhőket sem többé soha -
mert csak az,
amiről a csillagok beszélnek: aminek saját életemben
nem látom semmi hasznát, aminek sem igazolódását,
sem cáfolatát meg nem érem; ami e mai hangya-népre
(közöttük magamra) nem vonatkozik; egyedül csakis ez
az, mi rám tartozik.

© Sándor Tatár
Produção de áudio: Petőfi Irodalmi Múzeum, 2016

„Krig og fred”

Jeg var astronom.
Utrætteligt afsøgte jeg himlen og stjernerne,
Skønt de altid fortalte om en fjern fremtid
Eller om en meget fjern fortid, men aldrig
Var jeg helt klar over, hvad der var „min sag”.
På ibenholtsfarvede enge uden ende
Om lysende hyrder græssede
Fredeligt stjernehjordene;
I sommernætterne zigzagede stjerneskud
Som lynhurtige hyrdehunde gennem dem.
Så brød krigen ud.
Mit hjerte blødte,
Da jeg måtte skille mig af med min kikkert,
Til spotpris, den bedste kikkert i landet;
(Den bedste kikkert i fem lande, tør jeg sige)
Meget kunne jeg ikke få for den, for
Den var så perfekt, at antiluftskytsforsvaret
For at bruge den, havde måttet bygge den om.
Altså måtte jeg sælge den –
Ellers var den blevet beslaglagt,
Astronomi gik for at være en luksusdille;
Hvad stjernerne fortalte, lå alt for langt tilbage,
Eller i en lige så fjern fremtid –
Man siger, at fjenden ikke er kræsen, uanset,
Om det er et hospital, en mølle, et observatorium, et teater …
Det bedste forsvar er et angreb.
Sommeraftenerne var nu fyldt af flyvemaskinelarm
Og hylende sirener,
Projektørerne fejede henover himlen.
Før jeg nåede at bevæbne mig selv med pengene
Fra salget af kikkerten og lærte at bruge våbnene,
Brød freden ud.
Menneskene åndede lettet op (først havde de levet
I krigsfeber, så i nihilismens og frygtens tomrum,
Og se, nu levede de i fredens og det reddede livs rus); våben var der
Ikke mere brug for, så meget desto mere var der
Efterspørgsel efter madvarer, altså flyttede jeg fra
Himlen ned på jorden.
Naturligvis havde jeg ikke penge til at købe
En jordlod; jeg var glad nok for at der var
Aftagere nok til krigens skrotbunke. Der var netop ”spinket og sparet”
Nok til at forpagte et stykke land (frugttræer,
Nogle af dem døde, granatsplinthærget, ny beplantning
Dårlig høst); desuden dyrkede jeg grøntsager
I lige rækker. Første års høst var stadig ret pauver;
Naturen kan man ikke styre som en marionet –
Renterne for omsorg og pleje
Indkasserer man ikke med det samme. Andet år
Tog den reddede bestand
Sig efterhånden sammen; ganske vist kunne man
På ingen måde forvente afkast af stiklingerne.
Tredje år brød krigen ud igen,
Lige før modningstiden.
Om dagen røg – brændende kirker, skove, olieraffinaderier –
Natten var oplyst af fakler, luftangreb.
Nat og dag gik over i hinanden, ja selv
Årstiderne gik uden overgang over i hinanden; grufulde
Sårene på jordens krop. – Jeg forsvarede mig og det,
Man bad mig beskytte, med det,
Jeg fik tildelt af hæren.
Jeg har overlevet på en eller anden måde, og nu er der
Fred igen (…)
Hvad jeg skal gøre nu, ved jeg ikke -
Der findes nok ikke mere civil videnskab.
                                    Det bekymrer mig ikke.
Og skulle jeg aldrig mere (hvilket er sandsynligt)
Sætte mig bag en kikkert,
Står det dog fast, at jeg fra nu af ene og alene
Vil betragte stjerner med det blotte øje,
Aldrig mere menneskeansigter, heller ikke
Spirende knopper i frugttræers grene,
Ikke engang skyer,
Når de gør sig til for solen –
For kun det, som stjernerne fortæller,
Det, jeg ikke i mit eget liv
Kan se et formål med,
Det, der i min levetid hverken bekræftes
Eller dementeres, og det, der
Ikke angår de nuværende travle mennesker
(Og altså heller ikke mig) –
Ene og alene det er
Min sag.

Oversat af Henning Goldbæk