Henning Goldbæk

dinamarquês

TODulás

A felemelt kő helyére levegő tódul.
Míg onnan, ahová a kő a felemelés s az azt (többnyire)
követő mozdulat(sor) során, majd végül: következtében
kerül, a levegő vagy éppen valamely folyékony anyag
(többnyire víz, hiszen nem szoktak
a kő-sorsok annyira változatosak lenni)
kénytelen odébbállni.
Ezzel a (két?) folyamattal nem szokás törődni.
Ha valaki fölhívja a figyelmet rá(juk), rendszerint vállvonás,
sőt van úgy, hogy gyanakodva méregető pillantás a válasz.

Hammurapi meghalt, Szókratész meghalt, Nagy Sándor meghalt,
Caesar meghalt, Erasmus meghalt, III. Richárd is, s XIV. Lajos
fején sem ragyog már korona. Meghalt Immanuel Kant,
Napoleon, Kutuzov, meghalt Széchenyi s meghalt Rilke. Meghaltak
a sziléziai üvegfúvók, a marseille-i matrózok, a berlini szatócsok,
meghaltak a pécsi esperesek.
Meghaltak a nagyszüleim mind, s anyám is meghalt.            Én
ez idő szerint még élek. (Scribo, ergo sum.)
A Föld, mindehhez képest, viszont ugyanaz.
A világűrnek elnevezett sötétségben úszik.

Megvan a Fekete Erdő, s megvannak (bár egyik is, másik is fenyegetve)
az Amazonas őserdei.             Ám ha Luther, vagy ott egy indió
(Montezuma-kortárs) megjelölt volna egy tucat fát, abból
                                                                      bajosan lelnének ma ’egyet is.
Ezzel a folyamattal nem szokás törődni.
Csak ha valaki mellől ragad el a halál egy szeretettet,
vagy őt magát fenyegeti a csontmarok,
akkor szorul össze a szíve.            Ha szól, a
                                                             végzetről dadog.
Törvényről, amely, ha szükségszerű is tán,
mégis abszurd és vérlázitó.

Pedig
          – bölcseleti értékét tekintve –
                            hamleti tett minden kő-fölemelés.

© Sándor Tatár
Extraído de: Requiem
Pozsony: Kalligram, 2006
Produção de áudio: Petőfi Irodalmi Múzeum, 2016

Henstrømme

På det sted, den løftede sten blotter, strømmer luft.
Men derfra, hvor stenen i løbet af, og vel endelig: ifølge
løftelsen og den dermed (for det meste) forbundne
Bevægelsessekvens flyttes, er omtalte luft eller altså væske
(for det meste vand, thi så afvekslende plejer sten-skæbner ikke at være)
tvunget, til at gøre plads.
En fremgangsmåde (to?), som man ikke plejer at give sig af med.
Hvis nogen kaster blikket på den (dem), for det meste er et skuldertræk
Reaktionen eller endda mistroiske, nedladende blikke.

Hammurabi er død, Sokrates er død, Aleksander den store er død,
Cæsar er død, Erasmus er død, som Richard III., og på Ludvig den XIV.
hoved stråler ingen krone mere. Døde er Immanuel Kant, Napoleon, Kutusov,
død er Széchenyi, og Rilke er død. Døde de slesiske glasblæsere,
matroserne fra Marseille, kræmmerne fra Berlin, præsterne fra Pécs.
Døde alle mine bedsteforældre, også min mor er død. Jeg,
Lever, i dette øjeblik, stadig. (Scribo, ergo sum.)
Jorden er, i forhold til det, den samme.
Svømmer i mørket, kaldet verdensrum.

Dér er Schwarzwald, og dér er, førstnævnte truet såvel som de følgende,
Amazonas urskove. Men havde Luther her, eller en indianer dér (på Montezumas tid)
mærket et dusin træer, ville man i dag næppe finde en eneste tilbage.

En fremgangsmåde, man ikke plejer at give sig af med.
Kun den, som døden river nogen bort fra,
Eller som dødens arm selv truer,
Hans hjerte krymper sig sammen. Taler han, af skæbne stammer han da.
Af lov, som, omend nødvendig,
Alligevel er absurd og oprørende.

Samtidig er det en
                 – filosofisk set –
                                       hamletsk handling at løfte en sten.

Oversat af Henning Goldbæk