Thomas Boberg
Hvid
Hvid
Tidens kæde af usporlige tilfælde
ville at dens dragt skulle være hvid.
De unge kommer end ikke ned om natten
men holder sig svævende på en opdrift,
hviler på udbredte vinger døgnet igennem.
Flugten over oceanet
dens naturlige leje;
og planet mellem havet og himlen
må være det tætteste forestillingen kan komme på
opfyldelsens ligevægt.
Ingen suk fra en jord i stadig forvandling
når dens øre i æteren.
Endnu synes kloden uforanderlig
blå, grøn og tavs som sfæren den kredser i.
Den hvide fugl
er skabt til et liv hævet fra overfladen
og de sugende dybder.
Når den kommer til øen
lander den på et særlig udvalgt skær.
Vi hernede
lænket til klippen.
Den deroppe med sit sorte blik
fuldt af blæst og rum;
og den hvide dragt
der spreder sig i verdens største vingefang,
når den kaster sig ud i himlen;
stadig fjernere fra vores Alcatraz.