Ursula Andkjær Olsen
Gentagelser 3
Gentagelser 3
Die Zeit, die ist ein sonderbar’ Ding. En sælsom ting, måske, for er der overhovedet nogen, der vil have den? Der er nogle, der gerne vil, og det er dem, der får den til at stå stille, og til at gå fremad eller tilbage eller til højre eller til venstre, mens de fletter deres ben og blæser hen over gulvet rundt og rundt, og til at sætte sig i træet som en fugl og dvæle i rosen som en hveps eller noget andet. Og til at gå i ring, og til at blive til en ring. Og de sætter den på fingeren, de gifter sig med tiden, det er dét, der er kunsten. Det er nar man gentager; men den gentagelse, der vil tilbage til det gentagede er ingen gentagelse, mens den der søger frem mod gentagelsen er en gentagelse. For bølgen findes og gentagelsen. Hvis det ikke havde været for gentagelsen af en bevægelse. Gentagelsen, om end hele tiden i et andet stof, det er præcis det samme. Det er gentagelsens bestanddele. De gentager sig også, i hinandens arme, og bagefter sover de som vandfald, de styrter ned i puden, de falder over sig selv ned i søvnen og de har ingen ende eller ingen ender og kanter. Men ikke for evigt, men for en tid, for en tid hvor tiden er ophævet, og bagefter, når det er forbi, gentager de sig hver for sig i andre senge. Der er intet nyt under solen, kun noget, der er lidt anderledes.