renshi.eu [GR-SI-BE-DE-DK-BG-GR]
DK – Olga Ravn
DK – Olga Ravn
Åbent: hvilken kirurg, der tipper vores skål, et spejl som forsvar mod Medusa,
hvem skal nu nære sig ved hendes bryster, din smukke, din grimme mund,
som jeg nærer den slange, der er mine gule, mine bløde sweatshirts, min creme,
den kolde creme, jeg smører ud over ansigtet, det samme trættende ansvar ved at elske.
Mit ansigt er fyldt med pornofilm, forbrugsgoder, blå blomster der forsvinder i mælk,
mit fædreland, fostergræs, mit modersmål, min tunge er tung af kød,
jeg bærer mine forældres mærke som en kønssygdom fra den elskede.
Hvidklædt hvidklædt, hjertets fitness, en lille grøn sten i det grimme sand ved stranden bag huset,
den velkendte strand, dit ansigt, lukket i søvn, det hedder ikke noget.
Medusa, jeg ser hendes ansigt i de lakrøde søer, langt væk, belyst af solens første stråler,
af skov og krat og barnets sengetæppe, mønsteret på det ligner en stor hånd,
tidligt på dagen ligger disen over kysten, senere sender havets store krop sit lys op ad gaderne,
vi har holdt vores vi løst i hænderne, nervøse, vi har gjort hvide indkøb,
vi har kølet kinderne mod muren, overophedede turister i kærtegnet, hvide sten,
et enkelt insekt kravler henover, et enkelt klistret bær,
jeg vågner i sommerens klare mund, mine øjne er dækket af dine slimhinder,
morgenen er gammel.