Inger Christensen
alfabet (13) [alfabeterne findes]
alfabet (13) [alfabeterne findes]
alfabeterne findes
alfabeternes regn
regnen der siler
nåden lyset
stjernernes stenenes
mellemrum og former
flodernes løb
og sindets bevægelser
dyrenes spor
deres gader og veje
redernes bygning
menneskers trøst
dagslys i luften
musvågens tegn
solens og øjets
samvær i farven
den vilde kamille
ved husenes dørtrin
snebunken vinden
hushjørnet spurven
jeg skriver som vinden
der skriver med skyernes
rolige skrift
eller hurtigt over himlen
i forsvindende strøg
som med svaler
jeg skriver som vinden
der skriver i vandet
stiliseret monotont
eller ruller med bølgernes
tunge alfabet
deres skumtråde
skriver i luften
som planterne skriver
med stilke og blade
eller rundt som med blomster
i cirkler og duske
med prikker og tråde
jeg skriver som strandkanten
skriver en bræmme
af skaldyr og tang
eller fint som med perlemor
søstjernens fødder
og muslingens slim
jeg skriver som det tidlige
forår der skriver
anemonernes bøgens
violens og skovsyrens
fælles alfabet
jeg skriver som den barnlige
sommer som torden
over skovkantens kupler
som hvidguld når lynet
og hvedemarken modnes
jeg skriver som et dødsmærket
efterår skriver
som rastløse håb
som lysstorme tværs
gennem tåget erindring
jeg skriver som vinteren
skriver som sneen
og isen og kulden
og mørket og døden
skriver
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
skelettets og neglenes
tændernes hårets
og kraniets tavshed
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
hændernes føddernes
læbernes hudens
og kønnets hvisken
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
lungernes musklernes
ansigtets hjernens
og nervernes lyde
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
blodets og cellernes
synernes grådens
og tungens råb