Ursula Andkjær Olsen
Syndfloder 1
Syndfloder 1
Herren gjorde hul i himlene
og lod vandet strømme nej
vandene.
Det griber om sig de
griber for med
allehånde hænder
i vildrede.
De vil ikke falde.
Jeg vil ikke falde
i det hul jeg vil
ikke falde i det
hul jeg vil ikke
falde i det hul.
Jeg vil ikke det er skammens
munde der taler de siger jeg skammer
mig stadigvæk mere over ting jeg har
gjort forkert end over dem
jeg ikke har gjort men
Hvor kan du! Skam dig
menneske.
det skyldes bare alderen som
alderen vokser vokser også
tiden og hæver sig månen og
det ugjorte i omfang.
Langsomt. Jeg
vil ikke.
Sig månen hæver sig
kinden vender
sig hånden
sænker?
Langsomt.
Hold hånden
under mig på
mine knæ
drømmer jeg.
Du kan skamme du
kan lade være du
vil dø i din sø
i din rede.
Vi kan sejle vores egen sø. Det er der
flere der kan og hvor er den så om
vi må spørge?
Den kommer nu: menneskehavet
er menneskehavets største fjende.
Menneskehavet slår mod klippen.
Vi vander hver vor egen
blomst vi græder hver i sin
tallerken vi synger hver
med sit næb vi forstår det
ikke. Vi har ikke noget
til fælles. Vi er ikke
i samme sø vi vil ikke
med samme båd vi
har hver vores egen
og den hedder mig
mig og mig.
(Hvis vi sejler
i vor båd over
søen snarere
end går på vandet
skyldes det blot
vor ydmyghed).
Der er ikke plads
til alle. Vi har
hver vores skuffer.
Hvor skuffende ...
Klap i! Luk
skuffen! Lad
tæppet falde ned
over hinanden.
Der er ikke
den skuffe i brystet den
er låst.
Det eneste hul der er stort
nok til dem alle er det
de ikke vil falde i
og
det eneste der er
stort nok til at fylde
hele landskabet
er illusioner
og løgne og
syndfloder
måske.
Man har tabt
nøglen.
Der er ikke plads
i vores skuffer
til dem
og
her er ingen adgang uden
at kaste sig i havet
først.
Lad vandet løbe ned
over din krop lad
tungen løbe ned over
dit vand luk munden
hold vejret træk
gardinerne for.
Havet er ikke sødt. Havet er et massesymbol. Det er noget, man enten be-
sejler eller opsluges i. Man kan sejle på havet, hvis man er smart. Kun en
tåbe frygter ikke havet. Kun en idiot frygter ikke tåben.
Bølgen blå bølgen
sort. Menneskehavet
slår mod mennesket.