Morten Søndergaard
[Jeg sætter mig]
[Jeg sætter mig]
Jeg sætter mig i forundringsstolen,
den forvandler sig til katapult:
mælkevejen hvæser på min tunge.
Der er ingen udvej mulig,
jeg ved det meste sker
i mellemrummet
jeg findes stadigt tydeligere
på en hvid og klar baggrund,
snekimære, solskyggens undren
når den falder fremad i et øde landskab.
Fra danserens vansirede ansigt
pumpes hvid røg ud over papiret,
og lette jagerfly står klar
i hver af ordenes hangarer,
præpositionerne ligger som magneter
i mørkets væske, tæt trafik på tungens startbane,
alt stof passerer gennem stjernernes munde
og leves langsomt og omhyggeligt fremad,
hjernens vildt oplyste terminal
af synapser og dendritter
former nu et knivskarpt luftfoto af en vrede
der ikke er til at skelne fra verden.