Morten Søndergaard
BEGYNDELSE
BEGYNDELSE
En krydderhave i sol,
en sommer, bagest i haven
og min farmor mellem kartofler,
gulerødder og pastinakker,
hvor gammel er du farmor,
din hud er rynket,
ikke glat og spændstig som kartoflerne i jorden,
eller lyden af kartoflerne
når du smider dem ned i spanden
og skrubber dem rene med en kost på gårdspladsen,
for vandet løber ud af spanden og ned i gruset,
ned mellem de gule og hvide sten,
som jeg kommer i munden,
kølige sten imod tændernes inderside,
jeg kender deres form og smag,
og kartoflerne i den store aluminiumsgryde
med dild og salt og smør,
og vi kommer varme og forpustede ind
og vi sætter os på bænken,
vi var i færd med noget,
noget vi ikke vidste hvad var,
noget der bragte os steder hen
der ikke var til at forudset,
noget der traf os med enorm styrke,
en indlysende hemmelighed der udslettede os,
fordi vi et øjeblik var uopmærksomme,
din hud er gul og voksagtig, farmor,
de synger dig ud og lukker låget
med små forsølvede skruer,
du skal ned i jorden
til kartoflerne.