i så lang tid som et blik opad, lettere end
vinden, blinkede højderor, var meget fine
vatspor som nåle i sømmen af damp og
is trukket gennem atmosfæren, men allerede som barn
lærte man at læse: flyvere, inden i sprøjter mod
kolera og miner i form af kuglepenne,
passagere, hvis ekskrementer falder som sten i
lufthullerne, tanks, men horisontens linje var
et par grader mørkere og dyrekredsen, tænkt
hvorfra den slutter, en natlig erfaring med tomme pletter,
pigmentrester i videoteksten, som en grund til forskellige  
nye feberarter: i drømmene lå jorden tromlet flad
som en skive, skrå, men instrumenterne angav
meget præcist indstikket, ingen uro, kun et lille bitte
hul, hvor også jeg var helt uden spor,
i den i sig selv opløsende tåge, på et ukendt sted