Ulrikka S. Gernes
[PÅ VEJ LANGS NATTENS SKRÅPLAN, STÅLBLANKE]
PÅ VEJ LANGS NATTENS SKRÅPLAN, STÅLBLANKE
skinner, rykker du pludselig ind her, uransagelig,
rund blandt skarpe kanter med din skæve frisure,
øjnes dunkelmåner, et læbestiftsvemodigt smil
og den der løbemaske, der klatrer højere og højere
op ad dit lår og bebuder et tvivlsomt gry for enden
af det, du lige nu kun aner i en diffus trængsel
et sted ved hjertet; og jeg vil lægge min arm
om din skulder, småsludre dig tilbage i historien,
om hjørnet, hen ad gaden og op ad trappen, stikke
nøglen i døren og med næsten umærkelige bevægelser,
åbne og lukke skabe og skuffer, gasblussets hvæs,
klir af metal mod glas; alt blot en fjern snurren
fra kosmos, som overdøver det lille klik, når låsen
går i bag mig og du svæver svøbt i slør af søvn,
uskadt, elsket og under indflydelse af varm mælk
og honning.