Morten Klintø
Introduktion
Introduktion
Hurtig
går du ud
over mine tankers tynde is
Lyset går igennem
gurglende fortæller det
at
denne verdens kvalitet er utilstrækkelig
at samvær er en kæde af fejl
at de der ikke ønsker at blive raske
skal fortsætte med at inficeres
En krone af blå stempler
stråler
på den fineste hvide del af din hud
på den del af dig der er blevet til musik
på den del der er gået ind
i luftens atomer
for at dele dem
og give mig halvdelen
De små søm i buddingen
forsvinder ikke af atvi guffer mere budding i os og blodet
vælter ud af munden Det
der ønskes væk her fra byggepladsen
er hovedhjørnestenen i det nye tempel
Dem der ikke gider
være med til at bygge det
kan melde sig ud her
Du og jeg er de bortkastede stens princip
Alt det der ikke blev til noget
er i vores kys
(Det er ligesom der bliver rejst en triumfbue lynhurtigt over os)
Jeg der har set alt har set det det var eddermagme svært at undgå
men du
hvad er det for en sammenhæng du søger dit liv ligner jo lort
Jeg ønsker kun
at sprede ukrudt i hele din syge have af duftende lyst
Jeg er nogenledes kold
overfor dine lidelser
står selv i flammer
Lad os gå du og jeg
ind i en sky uden bedøvels
ind i en blå blomsts inderste sorte
Vi skal alle steder hen og det er pinefuldt at gå
hvert nyt skridt er som
sting i hænders sne
Hvem tør bo her?
Mennesker som knuste fortove
Det hele er elendigt og du skriger aftenens himmel op
som stoffet
over din vugge
Dine vuggende tarmes bevægelser
skyder vred kærlighed frem dit hjrtes fugl fryser og tør ikke synge mer
Din glasklarhed
ses ikke af nogen
Det dystre der brændte op bagerst
satte sod
og ses
De tusinde tings verden
eksploderer frem Ukendte måners rotation
er spilledåsen ved din seng
Planterne ler jo i dig
Din stemmes krystalnat spiralerer skyhøjt
Der er ingen udgang
fra verdensmaskinen Hvert eneste skår
af dit liv
pakkes omsorgsfuldt ind i vat
Jeg er blevet afhængig
af medicin mod diaré
Også jeg er umotiveret
Dette er et karneval med ild og skygger og konsekvenser
Du og jeg er masker
der deles af mange skøre personer
De små fine hofdamer
knæler sultende
inde i kraniets benhus
rækker det videre der kom
ind over øregangens sletter
som tog kører gennem dig
dagligt Snavsede tog Jeg ønsker min finger kunne
blive så tynd at den kunne komme ind og lege med damerne
Under meditationen er vi
umotiverede er vi helt røde over det hele og helt
sorte over det hele
hele tiden
Det er så nemt som at være regn
der sletter al musik indefra
Nogen er bange for os
Jeg har ligget længe nok
under tyngden af våben
Gennemboret
af at du ikke var der og allligevel var over det hele, Isolde
Skrigerinde i dybet, Euridyke
Det var Orfeus der bedrog dig
Jeg hører din smerte gennem jorden hver dag
med mine fødders klæbrige ører
Jeg vil binde dig en sejrskrans her
Jeg vil være klokkerne
ved dit nye bryllup, de
der ikke ønsker at være gæster dér kan melde fra her
De der vil være vanvittige ødelæggere
De der vil deltage i de overjordiskes onde projekt
kan roligt fortsætte Jomfruens kærlighed rammer med
stråler af mælk
Alle fjernsyn selvantænder og lyn
vælter skræmt tilbage ind i sig selv mod et bedre liv
Der
er en hemmelig bombe inden i ting efter ting
der tvinger mig til at skrive folk
frem i et skammens og ensomhedens
teater hvor tilskuere og optrædende er ens
du flyder med
navne som du og jeg opfører det her
Du kan fortsætte med det Du
kan ændre dit liv
Du går ind
mod dit center
og holder op med at ryste og sitre
Du går helt ind
for at komme helt ud
Du bliver skabt af andre
som du skaber
Træet henter sit vand op
for at afgive sin ilt mod himlen
Træet henter mening op af jorden
Afgiver mening til luften
Jeg vil helt ind
i hver af byens lyde
Ord stiger op gennem min rygsøjle
Du har sagt dem
Vi er sammen
derfor er jeg her
i den ro din krop har givet mig
Jeg tør se ind i tomheden
se det jeg er hvirvle
som aske mod jorden
som træet trækker mening
op af op mod den tomme himmel
Jeg tør være
dig
En blækspruttearm kærtegner
det kærligt varmt omgivende klare vand
Jeg tager dine sokker på
som en sjæl der omslutter mig
Kroppen er spærret inde i sin sjæl
Det er vanskeligt at nå frem
til det sted hvor jeg ingen steder skal hen
Nu er jeg ved floden
der fyldes af smertevand
Hvor vi sidder og husker
Jeg ønsker
ikke at være alene her når
jeg ikke er alene
her er jeg blevet flyttet
hjem
og skal ikke længere nogen steder hen
I dine øjne ser jeg
saften der stiger op gennem dig
Som din pupil findes
findes et sted
af bevægelig ro dobbelt
i denne heksekeddel denne dunkle
ukontrollable magi
som jeg tør
leve i drømmende søgende
kredsende
Et stort ønske spiller
så neddæmpet
Dit blod
flyder over i det
Giver liv til tone efter tone
så en ny musik opstår i mig
Det var tilgivelsen der satte mig igang
På grænsen mellem inde og ude
sidder jeg og forsøger
at lade tiden fylde
mig ud
Der er ikke mere ønske
om mere liv
Der er intet forsøg
på at springe ud af sig selv
mens kød fyldes af orme
Sollysets dunkle vand
flyder over af smerte
Vi kan ikke vide hvor
det løber hen jeg beskriver
en række utiltalende tilstande for dig
Jeg ville helst være fri jeg beskriver
et håb der er ved at komme til sig selv et arbejde i mørket
Jeg vil gerne fortælle
at du kan satse
på styrken inde i dine celler
at den kan bringes ud til mig
uden at alle de mørke slør
har været forgæves