Pia Tafdrup
EN HUND LUKKES IND
Min far slår døren op på vid gab, blæsten
invaderer hans liv, blæsten
hvirvler op i hans tanker,
afslører hvide pletter
på hukommelsens landkort.
Han står på dørtrinet, på kanten
af mørket,
kalder på hunden, der ikke
lystrer sin herre.
Den er død
for mange år siden.
Uden for hoveddøren
er verden katastrofal
og yderst kompliceret.
Krigen er forbi, men krigere
findes stadig
spredt
over hele kloden.
Husundersøgelser, angivelser,
svirrende rygter.
Det er koldt og nat,
og hunden
har været ude alt for længe …
Forvandler min far sig
ikke mere til den,
jeg kender?
Ordrer, arrestationer,
undtagelsestilstand,
Tid smelter,
er i morgen allerede i går?
Gennem en underjordisk passage
lukker jeg hunden ind
her -
hvorfor
er det nødvendigt
at forstå?
Jeg klapper hunden, giver den vand at drikke.
