CLEÏS-BIOGRAFIER

II

Cleïs
sparker til skildpaddeskjoldet: 
      Min fod
skal ikke. 
      Hendes første erindring: 
      Spærret inde i en lyre, umuligt
at svømme væk. 
      Hendes første ord: nej. 
      Hendes andet ord: ikke. 
      Allerede i en alder af 5:
      Svømmer godt, svømmer hurtigt, svømmer langt ud
og forestiller sig: 
      At vandet bliver hårdt uden at blive koldt. 
      Og senere, som 13-årig: 
      At det bliver hårdt som et atomgitter
med stor sammenhængskraft
og fuldstændig gennemskinneligt. 
      Bryder sig om lys, der brydes,
og ikke stort andet. 
      Ikke drenge, ikke piger. 
      Beder ikke til Afrodite, Eros. 
      Lader hånt om alle ritualer, socialiserer
meget lidt
og mindre og mindre
jo ældre, hun bliver. 
      Nægter pure 
at danse, synge, spille, siger: nej, nej, nej. 
      Råber som teenager: 
      Jeg er ikke et smukt barn, som er som gyldne blomster 
til sin mor, Sappho fra Lesbos,
og ifølge nogle kilder også: 
      Du er en nar, du er ikke min far,
til Pik fra øen Mand.  
      Hun står aldrig brud.
      Uforklarligt BRUD. 

      Det vil sige, hun flytter til fremtiden,
hvor hun skriver i sin dagbog: 

                                                         Jeg skrev mit manifest 

                                                             ASEKSUALITET
                                                            i floden igen i dag,
                                                          fordi den er ligeglad.
 

      Hun bruger altid den samme badedragt. 
      Hun bruger altid sin højre pegefinger. 
      Hun vier sit liv til at skrive i vand. 
      Ingen har nogensinde kunnet læse, hvad hun skrev.
      Det er klart. Det er også:
                                                               meningen 
– som hun skriver i sin dagbog.
      Hun kalder det for: 

                                                                 vandskrift
 

      At hun skriver dagbog er, ifølge hendes dagbog: 

                                          Forfængeligt og dumt og udtryk for et begær,
                                            som, selvom det er sporadisk og minimalt, 
                                           er selvmodsigende i forhold til min poetik. 


Hun skriver også et sted: 
                                       
                                                                     Jeg må brænde det her
.
                                                      Rive siderne ud, proppe dem i lommerne,
                                                  stikke ild til jakken, drukne mig, brændende. 


Godt oppe i årene citerer hun en forsker i sin dagbog: 
     
         [Indeed, taking it a step further, this ‘child’ may simply be another                                                             metaphor for clitoris

                                                   (Kleis/ kleitoris)]

og under det står: 
                                               fanget i mors metafor
Sidste optegnelse: 
                                       Jeg er det hårdeste stof i verden. 
                                            Min kemiske formel er C. 
                                         Ved gnidning bliver jeg elektrisk
                                       og kan tiltrække små papirstumper.

© Mette Moestrup & Gyldendal 2012
From: Dø løgn dø
Gyldendal, 2013
Audio production: Haus für Poesie / 2018

CLEÏS-BIOGRAFIEN

II

       Cleïs
tritt nach dem Schildkrötenpanzer:
       Mein Fuß
soll nicht.
       Ihre erste Erinnerung:
       Eingesperrt in eine Lyra, unmöglich
wegzuschwimmen.
       Ihr erstes Wort: nein.
       Ihr zweites Wort: nicht.
       Bereits im Alter von 5:
       Schwimmt gut, schwimmt schnell, schwimmt weit hinaus
und stellt sich vor:
       Dass das Wasser hart wird, ohne kalt zu werden.
       Und später, als 13-Jährige:
       Dass es hart wird wie ein Atomgitter
mit starker Bindungskraft
und vollständig lichtdurchlässig.
       Bricht eine Lanze für Licht, das gebrochen wird,
und nicht viel anderes.
       Keine Jungen, keine Mädchen.
       Betet nicht zu Aphrodite, Eros.
       Verachtet alle Rituale, sozialisiert sich
sehr wenig
und immer weniger,
je älter sie wird.
       Weigert sich entschieden
zu tanzen, singen, spielen, sagt: nein, nein, nein.
       Schreit als Teenagerin:
       Ich bin kein schönes Kind, das goldnen Blumen vergleichbar ist,
ihre Mutter, Sappho von Lesbos, an,
und einigen Quellen zufolge auch:
       Du bist ein Narr, du bist nicht mein Vater,
den Schwanz von der Insel Mann.
       Sie wird nie getraut.
       Unerklärlicher BRUCH.
       Das heißt, sie übersiedelt in die Zukunft,
wo sie in ihr Tagebuch schreibt:

                                                         Ich schrieb mein Manifest
                                                                  ASEXUALITÄT
                                                            heute wieder in die Flut,
                                                            denn für sie ist alles gut.

Sie nimmt immer denselben Badeanzug.
Sie nimmt immer ihren rechten Zeigefinger.
Sie widmet ihr Leben dem Schreiben auf Wasser.
Niemand hat jemals lesen können, was sie schrieb.
Das ist klar. Das ist auch:

                                                                          der Sinn
– wie sie in ihrem Tagebuch schreibt.
       Sie nennt es:
                                                                       Wasserschrift

Dass sie Tagebuch schreibt, ist ihrem Tagebuch zufolge:

                            Eitel und dumm und Ausdruck für ein Verlangen,
                              das, selbst wenn es sporadisch ist und minimal,
                            sich bezüglich meiner Poetik selbst widerspricht.

Sie schreibt an anderer Stelle auch:

                                   Ich muss das hier verbrennen.
                            Die Seiten herausreißen, sie in die Taschen stopfen,
                            die Jacke in Brand stecken, mich ertränken, brennend.

Im hohen Alter zitiert sie einen Forscher in ihrem Tagebuch:

             [Indeed, taking it a step further, this „child“ may simply be another
                                                        metaphor for clitoris
                                                            (Kleis / klitoris)]

und darunter steht:

                                                 gefangen in Mutters Metapher
Letzte Aufzeichnung:
                                            Ich bin der härteste Stoff der Welt.
                                                 Meine chemische Formel ist C.
                                               Bei Reibung werde ich elektrisch
                                            und kann Papierschnipsel anziehen.

Aus dem Dänischen von Alexander Sitzmann
aus: Mette Moestrup: Stirb, Lüge, stirb | 2017 | kookbooks, Berlin