Alexander Sitzmann
german
Den Hvide Rose [114 - 132]
114
Klippen er rød af solen
hånden er stiv af sin krampe
sengen er blå og lyserød af sit lys
munden spilder sig selv
som olie ud over dit ansigt
115
I soveværelset
ligger søvnen
over den syge
som et vådt græs
hvem skal forlade os
116
Dette er en død kvindes
afskrift
hun lever ikke mere
jeg bærer hende for dig
jeg retter hendes fejl
117
Kærligheden slides
tyndere mod sygdommen
det ved du vel
hvorfra jeg kommer
hvorfra
118
Ansigtet
og kraniet
blødgøres
i den rosa
sol
119
Den hvide rose
skælver
som et
solbrændt
lår
120
Det røde skær
i havet
ensomt
rosen som du
lod ligge
121
Armen er rød af solen
x
x
x
x
122
Plejerens hænder
over morgenbakken
osten kaffen ægget
alle disse navne
med duft i sig
123
Plejerens hænder
over morgenbakken
osten kaffen ægget
alle disse navne
havet er et navn
124
Plejerens hænder
over morgenbakken
osten kaffen ægget
alle disse navne
den syges navn
125
Jeg ved ikke hvem jeg skal elske
x
x
x
x
126
Det lydige
gnider sig
tyndere
mod det hjælpsomme
kaffen osten ægget
127
Jeg ved ikke hvem jeg skal elske
x
x
x
x
128
Søvnen over den syge
som et vådt græs
jeg ser det
han trækker min tråd
så jeg tyndes
129
Jeg ved ikke hvem jeg skal elske
x
x
x
x
130
Jeg kommer i tvivl om den syges navn
x
x
x
x
131
Søvnen over den syge
han trækker min tråd han holder mig vågen
lysets skarphed ved træerne
nerver og store blodkar
suges ud i det åbne hav
132
Hjælpen spreder sin blomst
sin tynde gullige saft
som hånden og benets kramper
i den tidlige morgen
blodkår og hår
Used by the permission of the author
From: Den Hvide Rose
Copenhagen: Gyldendal, 2016
Audio production: Haus für Poesie 2018
Die weiße Rose [114 - 132]
114
Die Klippe ist rot von der Sonne,
die Hand ist steif von ihrem Krampf,
das Bett ist blau und hellrot von seinem Licht,
der Mund schüttet sich selbst aus
wie Öl über dein Gesicht
115
Im Schlafzimmer
liegt der Schlaf
über dem Kranken
wie ein nasses Gras.
wer wird uns verlassen?
116
Dies ist die Abschrift einer
toten Frau,
sie lebt nicht mehr,
ich trage sie für dich,
ich korrigiere ihre Fehler
117
Die Liebe scheuert sich
an der Krankheit dünn,
das weißt du wohl,
woher ich komme,
woher?
118
Das Gesicht
und der Schädel
erweichen
in der rosa
Sonne
119
Die weiße Rose
bebt
wie ein
sonnenverbrannter
Schenkel
120
Die rote Schäre
im Meer,
einsam
die Rose, die du
liegen ließest
121
Der Arm ist rot von der Sonne
x
x
x
x
122
Die Hände der Pflegerin
über dem Frühstückstablett,
der Käse, der Kaffee, das Ei,
all diese Namen
mit Duft in sich
123
Die Hände der Pflegerin
über dem Frühstückstablett,
der Käse, der Kaffee, das Ei,
all diese Namen,
das Meer ist ein Name
124
Die Hände der Pflegerin
über dem Frühstückstablett,
der Käse, der Kaffee, das Ei,
all diese Namen,
der Name des Kranken
125
Ich weiß nicht, wen ich lieben soll
x
x
x
x
126
Das Gehorsame
reibt sich
dünner
am Hilfreichen.
der Kaffee, der Käse, das Ei
127
Ich weiß nicht, wen ich lieben soll
x
x
x
x
128
Der Schlaf über dem Kranken
wie ein nasses Gras,
ich sehe es,
er zieht an meinem Faden,
so dass ich ausdünne
129
Ich weiß nicht, wen ich lieben soll
x
x
x
x
130
Ich beginne, am Namen des Kranken zu zweifeln
x
x
x
x
131
Der Schlaf über dem Kranken,
er zieht an meinem Faden, er hält mich wach.
die Schärfe des Lichts bei den Bäumen.
Nerven und große Blutgefäße
werden ins offene Meer gesaugt
132
Die Hilfe verbreitet ihre Blüte,
ihren dünnen gelblichen Saft,
wie die Hand und die Krämpfe des Beins
am frühen Morgen,
Blutgefäße und Haar