24/9 [Gulvene siger]

24/9
Gulvene siger: Hej fødder.
Vi går og hedder noget: Kontrapunkt, bristepunkt, smeltepunkt.
Tiden afvikler sit program, den løber, den går, den står
stille:
Kroppen falder fremad i sit ettal, for alting
er skrånende, alting
er blind tillid til gulve, tillid til dig,
jeg går tilbage, skridt
for skridt, jeg sidder på toilettet i min farmors badeværelse,
et gulv af gule,
brune og blå rektangulære kakler, en måde
at falde i staver på, aflange staver af kakkelmateriale,
og der på toilettet i tankerne skære kaklerne fri
og lægge dem tilbage
i gulvet, i nye mønstre,
langt mere tilfredsstillende mønstre, i begyndelsen var
mønsteret,
den gule, brune og blå følelse mod fodsålerne,
tilfældige formuleringer, tilløb til figuration, her og der spor
af en blomst med kronblade, et ansigt, en kakerlak, en kniv
eller en skruetrækker ville kunne det,
brække dem løs, kaklerne, men det er umuligt, fødderne

acceptere alle slags gulve, alle gangbare overflader.
Vi leder efter steder at gå ud fra. Gulvet er et udgangspunkt.
Stedet er den gåendes
faste bopæl. Fornemmelsen for sted. Dette sted: Vi.
Vi lukker luften ud af stedet, som af et badedyr,
og bærer det med os.

© Morten Søndergaard
From: Et skridt i den rigtige retning
Copenhagen: Borgens Forlag, 2005
Audio production: Literaturwerkstatt Berlin 2008

В конце августа

Белые брюшки мертвых рыб покачиваются
в ряске между камышами.
У ворон есть крылья, чтоб убежать от судьбы.
Иногда я знаю, что Бог
больше всего озабочен существованьем улитки.
Ей строит жилище. А нас не любит совсем.

Белое знамя пыли вечером поднимает омнибус,
мча домой игроков футбольной команды.
Месяц сверкает в зарослях ивы,
сойдясь с вечерней звездой.
Ты рядом, бессмертие, в крыльях летучей мыши,
в паре фасетчатых глаз,
спускающихся с холма.

перевод: Сергей Морейно (Sergey Moreino)