Alexander Gumz, Moritz Schramm
german
Introduktion
Hurtig
går du ud
over mine tankers tynde is
Lyset går igennem
gurglende fortæller det
at
denne verdens kvalitet er utilstrækkelig
at samvær er en kæde af fejl
at de der ikke ønsker at blive raske
skal fortsætte med at inficeres
En krone af blå stempler
stråler
på den fineste hvide del af din hud
på den del af dig der er blevet til musik
på den del der er gået ind
i luftens atomer
for at dele dem
og give mig halvdelen
De små søm i buddingen
forsvinder ikke af atvi guffer mere budding i os og blodet
vælter ud af munden Det
der ønskes væk her fra byggepladsen
er hovedhjørnestenen i det nye tempel
Dem der ikke gider
være med til at bygge det
kan melde sig ud her
Du og jeg er de bortkastede stens princip
Alt det der ikke blev til noget
er i vores kys
(Det er ligesom der bliver rejst en triumfbue lynhurtigt over os)
Jeg der har set alt har set det det var eddermagme svært at undgå
men du
hvad er det for en sammenhæng du søger dit liv ligner jo lort
Jeg ønsker kun
at sprede ukrudt i hele din syge have af duftende lyst
Jeg er nogenledes kold
overfor dine lidelser
står selv i flammer
Lad os gå du og jeg
ind i en sky uden bedøvels
ind i en blå blomsts inderste sorte
Vi skal alle steder hen og det er pinefuldt at gå
hvert nyt skridt er som
sting i hænders sne
Hvem tør bo her?
Mennesker som knuste fortove
Det hele er elendigt og du skriger aftenens himmel op
som stoffet
over din vugge
Dine vuggende tarmes bevægelser
skyder vred kærlighed frem dit hjrtes fugl fryser og tør ikke synge mer
Din glasklarhed
ses ikke af nogen
Det dystre der brændte op bagerst
satte sod
og ses
De tusinde tings verden
eksploderer frem Ukendte måners rotation
er spilledåsen ved din seng
Planterne ler jo i dig
Din stemmes krystalnat spiralerer skyhøjt
Der er ingen udgang
fra verdensmaskinen Hvert eneste skår
af dit liv
pakkes omsorgsfuldt ind i vat
Jeg er blevet afhængig
af medicin mod diaré
Også jeg er umotiveret
Dette er et karneval med ild og skygger og konsekvenser
Du og jeg er masker
der deles af mange skøre personer
De små fine hofdamer
knæler sultende
inde i kraniets benhus
rækker det videre der kom
ind over øregangens sletter
som tog kører gennem dig
dagligt Snavsede tog Jeg ønsker min finger kunne
blive så tynd at den kunne komme ind og lege med damerne
Under meditationen er vi
umotiverede er vi helt røde over det hele og helt
sorte over det hele
hele tiden
Det er så nemt som at være regn
der sletter al musik indefra
Nogen er bange for os
Jeg har ligget længe nok
under tyngden af våben
Gennemboret
af at du ikke var der og allligevel var over det hele, Isolde
Skrigerinde i dybet, Euridyke
Det var Orfeus der bedrog dig
Jeg hører din smerte gennem jorden hver dag
med mine fødders klæbrige ører
Jeg vil binde dig en sejrskrans her
Jeg vil være klokkerne
ved dit nye bryllup, de
der ikke ønsker at være gæster dér kan melde fra her
De der vil være vanvittige ødelæggere
De der vil deltage i de overjordiskes onde projekt
kan roligt fortsætte Jomfruens kærlighed rammer med
stråler af mælk
Alle fjernsyn selvantænder og lyn
vælter skræmt tilbage ind i sig selv mod et bedre liv
Der
er en hemmelig bombe inden i ting efter ting
der tvinger mig til at skrive folk
frem i et skammens og ensomhedens
teater hvor tilskuere og optrædende er ens
du flyder med
navne som du og jeg opfører det her
Du kan fortsætte med det Du
kan ændre dit liv
Du går ind
mod dit center
og holder op med at ryste og sitre
Du går helt ind
for at komme helt ud
Du bliver skabt af andre
som du skaber
Træet henter sit vand op
for at afgive sin ilt mod himlen
Træet henter mening op af jorden
Afgiver mening til luften
Jeg vil helt ind
i hver af byens lyde
Ord stiger op gennem min rygsøjle
Du har sagt dem
Vi er sammen
derfor er jeg her
i den ro din krop har givet mig
Jeg tør se ind i tomheden
se det jeg er hvirvle
som aske mod jorden
som træet trækker mening
op af op mod den tomme himmel
Jeg tør være
dig
En blækspruttearm kærtegner
det kærligt varmt omgivende klare vand
Jeg tager dine sokker på
som en sjæl der omslutter mig
Kroppen er spærret inde i sin sjæl
Det er vanskeligt at nå frem
til det sted hvor jeg ingen steder skal hen
Nu er jeg ved floden
der fyldes af smertevand
Hvor vi sidder og husker
Jeg ønsker
ikke at være alene her når
jeg ikke er alene
her er jeg blevet flyttet
hjem
og skal ikke længere nogen steder hen
I dine øjne ser jeg
saften der stiger op gennem dig
Som din pupil findes
findes et sted
af bevægelig ro dobbelt
i denne heksekeddel denne dunkle
ukontrollable magi
som jeg tør
leve i drømmende søgende
kredsende
Et stort ønske spiller
så neddæmpet
Dit blod
flyder over i det
Giver liv til tone efter tone
så en ny musik opstår i mig
Det var tilgivelsen der satte mig igang
På grænsen mellem inde og ude
sidder jeg og forsøger
at lade tiden fylde
mig ud
Der er ikke mere ønske
om mere liv
Der er intet forsøg
på at springe ud af sig selv
mens kød fyldes af orme
Sollysets dunkle vand
flyder over af smerte
Vi kan ikke vide hvor
det løber hen jeg beskriver
en række utiltalende tilstande for dig
Jeg ville helst være fri jeg beskriver
et håb der er ved at komme til sig selv et arbejde i mørket
Jeg vil gerne fortælle
at du kan satse
på styrken inde i dine celler
at den kan bringes ud til mig
uden at alle de mørke slør
har været forgæves
From: Arkiv for skrøbelighed
København: Borgens forlag , 2004
Einführung
Schnell
gehst du
über die dünne eisdecke meiner gedanken
Das licht scheint durch
gurgelnd erzählt es
dass
die qualität dieser welt mangelhaft ist
dass das beisammensein aus einer reihe von fehlern besteht
dass die die nicht gesund werden wollen
immer weiter infiziert werden müssen
mit blauen stempeln
Eine krone
strahlt
auf dem feinsten weißen quadratzentimeter deiner haut
leuchtet auf den teil von dir der zu musik wurde
auf den teil der in die atome der luft
hinausgetreten ist
um sie zu trennen
und mir die hälfte zu überreichen
Die kleinen nägel im pudding
verschwinden nicht dadurch dass wir noch mehr pudding in uns hineinschaufeln
bis uns das blut aus dem mund stürzt Das
was auf der baustelle nicht gewünscht wird
ist der grundstein eines neuen tempels
Die keine lust haben
daran mitzubauen
können sich hier abmelden
Du und ich sind das prinzip dieser verworfenen steine
In unserm kuss liegt alles
aus dem nie etwas geworden ist
(Es ist als würde in aller eile ein triumpfbogen über uns errichtet)
Ich der alles gesehen hat habe auch das gesehen es ließ sich wirklich nicht umgehen
doch du
was für einen zusammenhang suchst du dein leben ist ja nur noch scheisse
Ich will nichts anderes als
in deinem ganzen kranken garten unkraut aus duftendem licht verbreiten
Ich bin ziemlich kühl
deinem leiden gegenüber
ich stehe selbst in flammen
Lass uns gehen du und ich
in eine wolke ohne narkose
in die innere schwärze einer blauen blume
Wir müssen überall hin aber es schmerzt zu gehen
jeder neue schritt ist wie
ein stich im schnee der hände
Wer traut sich hier noch zu wohnen?
Menschen wie zerstörte gehsteige
Alles ist elend und du zerschreist den abendhimmel
wie den stoff
über deiner wiege
Die wiegenden bewegungen deines darmes
schießen wütende liebe hervor der vogel deines herzens
friert ein und traut sich nicht mehr zu singen
Niemand sieht
deine glasklarheit
Das dunkle das hinten verbrannte
hinterließ ruß
und wird dadurch sichtbar
Eine welt aus tausend dingen
bricht hervor Unbekannte monde
sind die spieldosen an deinem bett
Auch die pflanzen lachen doch in dir
Die kristallnacht deiner stimme schraubt sich in ungeahnte höhen
Es gibt keinen ausgang
aus dieser weltmaschine Jeder einzelne kratzer
deines lebens
wird sorgfältig in watte verpackt
Jetzt bin ich abhängig
von durchfallmedizin
Auch ich bin unmotiviert
Das hier ist ein karneval mit feuer und schatten und konsequenzen
du und ich sind masken
die von vielen verrückten personen gemeinsam benutzt werden
Die kleinen feinen hofdamen
knieen hungernd
im knochenhaus des schädels
reichen weiter was über die ebenen
des gehörganges hereinkommt
täglich wie züge durch dich
hindurchfährt Dreckige züge Ich wünschte mein finger würde
so dünn werden dass er hineingreifen und mit den damen spielen könnte
Während der meditation sind wir
Unmotiviert sind wir überall ganz rot und überall
ganz schwarz
die ganze Zeit ist es
genauso einfach wie regen zu sein
der von innen alle musik ablöscht
Jemand hat angst vor uns
Ich habe lange genug unter der schwere
von waffen gelegen
Durchbohrt davon
dass du nicht da warst, und trotzdem überall, Isolde
Schreierin in der tiefe, Euridyke
Es war Orpheus der dich betrog
Ich höre deine schmerzen jeden tag mit den füßen
meiner klebrigen ohren durch die oberfläche der erde hindurch
Ich will dir einen siegeskranz flechten hier
Ich will all die glocken sein
bei deiner neuen Hochzeit, die dort
keine gäste sein wollen können sich abmelden hier
Die wahnsinnige zerstörer sein wollen
Die am bösen projekt der überirdischen teilnehmen wollen
können ruhig weitermachen Die liebe der jungfrau trifft mit
ihren strahlen aus milch
Alle fernseher gehen von allein in flammen auf und blitze
fallen erschrocken in sich selbst zurück auf ein besseres leben
Es
gibt eine geheime bombe im inneren der dinge der dinge
die mich zwingen menschen hervorzuschreiben
im theater der scham und der einsamkeit
in dem zuschauer und schauspieler identisch sind
du fließt mit
namen wie du und ich werden aufgeführt
Damit kannst du weitermachen Du
kannst dein leben ändern
Du du betrittst
dein zentrum
und hörst auf zu bibbern und zu zittern
Du betrittst es ganz
um ganz herauszukommen
Du wirst von anderen geschaffen
die du erschaffst
Der baum holt wasser aus der tiefe
um dem himmel sauerstoff zu spenden
Der baum holt sinn aus der tiefe der erde
Und gibt ihn an die luft ab
Ich will ganz tief rein
in jedes geräusch der stadt
Wörter steigen in meiner wirbelsäule empor
Du hast sie gesprochen
Wir sind zusammen
deshalb bin ich hier
in der ruhe die mir dein körper gegeben hat
Ich habe keine angst in die leere zu schauen
zu sehen was ich bin als asche
zur erde zu kreisen
so wie der baum den sinn
hervorholt und an den leeren himmel weitergibt
Ich habe keine angst
du zu sein
Ein krakenarm streichelt
das liebevoll warm umgebende klare wasser
Ich ziehe deine socken an
wie eine seele die mich umhüllt
In seine seele ist der körper eingesperrt
Es ist nicht einfach anzukommen
an einem ort an dem ich nicht mehr weiter will
Jetzt bin ich am fluß
der sich mit schmerzenswasser füllt
Da sitzen wir und erinnern uns
Ich will nicht
Allein sein wenn
ich nicht alleine bin hier
bin ich nach hause
umgezogen
und muss nie mehr woanders hin
In deinen augen sehe ich
die flüssigkeit die in dir aufsteigt
Wie es deine pupille gibt
gibt es einen ort
unsteter ruhe doppelt
in diesem hexenkessel dieser dunklen
unkontrollierbaren magie
in der ich keine angst habe
zu leben träumend zu suchend
kreisend
Ein großer wunsch
erklingt hier so gedämpft
Dein Blut
fließt in ihn hinüber
Füllt ton auf ton mit leben
bis in mir eine neue musik entsteht
Die gnade ließ mich beginnen
An der grenze zwischen drinnen und draußen
sitze ich und versuche
mich von der zeit
ausfüllen zu lassen
Kein wunsch ist geblieben
nach mehr leben
Kein versuch ist geblieben
aus sich selbst herauszuspringen
während mein fleisch von würmern aufgefressen wird
Das dunkle wasser des sonnenlichts
läuft über vor schmerz
Und wir können nicht wissen
wohin es fließt ich beschreibe dir eine reihe
unangenehmer zustände
Ich würde gern da drauf verzichten ich beschreibe
eine hoffnung die zu sich selbst kommt eine arbeit im dunkeln
Ich würde dir gern sagen
dass du dich auf die kraft
deiner zellen verlassen kannst
dass sie zu mir gebracht werden kann
ohne dass all die dunklen schleier
vergebens waren