Introduktion

Hurtig
        går du ud
                   over mine tankers tynde is
                    Lyset går igennem
          gurglende fortæller det
at
   denne verdens kvalitet er utilstrækkelig
          at samvær er en kæde af fejl
 at de der ikke ønsker at blive raske
                       skal fortsætte med at inficeres
 En krone         af blå stempler
         stråler
 på den fineste hvide del af din hud
          på den del af dig der er blevet til musik
                  på den del der er gået ind
                   i luftens atomer
         for at dele dem
        og give mig halvdelen
            De små søm i buddingen
forsvinder ikke af atvi guffer mere budding i os og blodet
     vælter ud af munden Det
  der ønskes væk her fra byggepladsen
 er hovedhjørnestenen i det nye tempel
Dem der ikke gider
  være med til at bygge det
kan melde sig ud her
               Du og jeg er de bortkastede stens princip
        Alt det der ikke blev til noget
  er i vores kys
(Det er ligesom der bliver rejst en triumfbue lynhurtigt over os)
   Jeg der har set alt har set det det var eddermagme svært at undgå
  men du
 hvad er det for en sammenhæng du søger dit liv ligner jo lort
         Jeg ønsker kun
          at sprede ukrudt i hele din syge have af duftende lyst
           Jeg er nogenledes kold
    overfor dine lidelser
                             står selv i flammer
                              Lad os gå du og jeg
    ind i en sky uden bedøvels
          ind i en blå blomsts inderste sorte
Vi skal alle steder hen og det er pinefuldt at gå
        hvert nyt skridt er som
sting i hænders sne
     Hvem tør bo her?
Mennesker som knuste fortove                                   
Det hele er elendigt og du skriger  aftenens himmel op    
                   som stoffet                       
                              over din vugge                                      
  Dine vuggende tarmes bevægelser
 skyder vred kærlighed frem  dit hjrtes fugl                  fryser og tør ikke synge mer
     Din glasklarhed
    ses ikke af nogen
                Det dystre der brændte op bagerst
                  satte sod
                           og ses
      De tusinde tings verden
                      eksploderer frem  Ukendte måners rotation     
          er spilledåsen ved din seng
                    Planterne ler jo                                       i dig
        Din stemmes krystalnat spiralerer skyhøjt
 Der er   ingen udgang
 fra verdensmaskinen             Hvert eneste skår
                     af dit liv
    pakkes omsorgsfuldt ind i vat
                 Jeg er blevet afhængig
                      af medicin mod diaré
                           Også jeg er umotiveret
        Dette er et karneval med ild og skygger og konsekvenser
       Du og jeg er masker
                    der deles af mange skøre personer
     De små fine hofdamer
                    knæler sultende
        inde i kraniets benhus
   rækker det videre der kom
  ind over øregangens sletter
                         som tog     kører gennem dig
  dagligt Snavsede tog Jeg ønsker min finger kunne
           blive så tynd at den kunne komme ind og lege med damerne
           Under meditationen er vi
                    umotiverede     er vi helt røde over det hele og helt
  sorte over det hele
                  hele tiden
                      Det er så nemt som at være regn
             der sletter al musik indefra
           Nogen er bange for os
                             Jeg har ligget længe nok
         under tyngden af våben
                      Gennemboret
       af at du ikke var der og allligevel var over det hele, Isolde
                       Skrigerinde i dybet, Euridyke
        Det var Orfeus der bedrog dig
          Jeg hører din smerte gennem jorden hver dag
  med mine fødders klæbrige ører
 Jeg vil binde dig en sejrskrans                 her
              Jeg vil være klokkerne
              ved dit nye bryllup, de
der ikke ønsker at være gæster dér kan melde fra her    
       De der vil være vanvittige ødelæggere
  De der vil deltage i de overjordiskes onde projekt
  kan roligt fortsætte Jomfruens kærlighed rammer med
stråler af mælk
      Alle fjernsyn selvantænder og lyn
vælter skræmt tilbage ind i sig selv mod et bedre liv
                      Der
  er en  hemmelig bombe inden i ting                       efter    ting
der tvinger mig til at skrive folk
frem i et skammens og ensomhedens
  teater hvor tilskuere og optrædende er ens
 du flyder med
   navne som du og jeg                opfører det her
           Du kan fortsætte med det Du
kan ændre dit liv
Du går ind
mod dit center
og holder op med at ryste og sitre
Du går helt ind
for at komme helt ud
Du bliver skabt af andre
som du skaber
Træet henter sit vand op
for at afgive sin ilt mod himlen
Træet henter mening op af jorden
Afgiver mening til luften
Jeg vil helt ind
i hver af byens lyde
Ord stiger op gennem min rygsøjle
Du har sagt dem
Vi er sammen
derfor er jeg her
i den ro din krop har givet mig
Jeg tør se ind i tomheden
se det jeg er hvirvle
som aske mod jorden
som træet trækker mening
op af op mod den tomme himmel
Jeg tør være
dig
En blækspruttearm kærtegner
det kærligt varmt omgivende klare vand
Jeg tager dine sokker på
som en sjæl der omslutter mig
Kroppen er spærret inde i sin sjæl
Det er vanskeligt at nå frem
til det sted hvor jeg ingen steder skal hen
Nu er jeg ved floden
der fyldes af smertevand
Hvor vi sidder og husker
Jeg ønsker
ikke at være alene her når
jeg ikke er alene
her er jeg blevet flyttet
hjem
og skal ikke længere nogen steder hen
I dine øjne ser jeg
saften der stiger op gennem dig
Som din pupil findes
findes et sted
af bevægelig ro dobbelt
i denne heksekeddel denne dunkle
ukontrollable magi
som jeg tør
leve i drømmende søgende
kredsende
Et stort ønske spiller
så neddæmpet
Dit blod
flyder over i det
Giver liv til tone efter tone
så en ny musik opstår i mig
Det var tilgivelsen der satte mig igang
På grænsen mellem inde og ude
sidder jeg og forsøger
at lade tiden fylde
mig ud
Der er ikke mere ønske
            om mere liv
Der er intet forsøg
på at springe ud af sig selv
mens kød fyldes af orme
Sollysets dunkle vand
flyder over af smerte
Vi kan ikke vide hvor
det løber hen jeg beskriver
en række utiltalende tilstande for dig
Jeg ville helst være fri jeg beskriver
et håb der er ved at komme til sig selv et arbejde i mørket
Jeg vil gerne fortælle
at du kan satse
på styrken inde i dine celler
at den kan bringes ud til mig
uden at alle de mørke slør
har været forgæves

© M.K. und Borgens forlag
From: Arkiv for skrøbelighed
København: Borgens forlag , 2004

Einführung

Schnell
                       gehst du
                                               über die dünne eisdecke meiner gedanken
                                               Das licht scheint durch
                                   gurgelnd erzählt es
dass
               die qualität dieser welt mangelhaft ist
                       dass das beisammensein aus einer reihe von fehlern besteht
   dass die die nicht gesund werden wollen
                                      immer weiter infiziert werden müssen
                                  mit blauen stempeln
Eine krone
               strahlt
  auf dem feinsten weißen quadratzentimeter deiner haut
                 leuchtet auf den teil von dir der zu musik wurde
                        auf den teil der in die atome der luft
                                   hinausgetreten ist
                  um sie zu trennen
              und mir die hälfte zu überreichen
                         Die kleinen nägel im pudding
verschwinden nicht dadurch dass wir noch mehr pudding in uns hineinschaufeln
                 bis uns das blut aus dem mund stürzt Das
            was auf der baustelle nicht gewünscht wird
    ist der grundstein eines neuen tempels
Die keine lust haben
            daran mitzubauen
können sich hier abmelden
                       Du und ich sind das prinzip dieser verworfenen steine
                  In unserm kuss liegt alles
            aus dem nie etwas geworden ist
(Es ist als würde in aller eile ein triumpfbogen über uns errichtet)
       Ich der alles gesehen hat habe auch das gesehen es ließ sich wirklich nicht umgehen
    doch du
 was für einen zusammenhang suchst du dein leben ist ja nur noch scheisse
                Ich will nichts anderes als
                  in deinem ganzen kranken garten unkraut aus duftendem licht verbreiten
                     Ich bin ziemlich kühl
             deinem leiden gegenüber
                                   ich stehe selbst in flammen
                                     Lass uns gehen du und ich
            in eine wolke ohne narkose
                 in die innere schwärze einer blauen blume
Wir müssen überall hin aber es schmerzt zu gehen
                jeder neue schritt ist wie
ein stich im schnee der hände
    Wer traut sich hier noch zu wohnen?
Menschen wie zerstörte gehsteige
Alles ist elend und du zerschreist  den abendhimmel
                                               wie den stoff
                                                                        über deiner wiege
      Die wiegenden bewegungen deines darmes
            schießen wütende liebe hervor der vogel deines herzens
                          friert ein und traut sich nicht mehr zu singen
                         Niemand sieht
            deine glasklarheit
                        Das dunkle das hinten verbrannte
                             hinterließ ruß
                                     und wird dadurch sichtbar
Eine welt aus tausend dingen
                       bricht hervor                         Unbekannte monde
           sind die spieldosen an deinem bett
                       Auch die pflanzen lachen doch                    in dir
                 Die kristallnacht deiner stimme schraubt sich in ungeahnte höhen
Es gibt           keinen ausgang
aus dieser weltmaschine        Jeder einzelne kratzer
                                   deines lebens
     wird sorgfältig in watte verpackt
                            Jetzt bin ich abhängig
                                 von durchfallmedizin
                                       Auch ich bin unmotiviert
               Das hier ist ein karneval mit feuer und schatten und konsequenzen
            du und ich sind masken
                           die von vielen verrückten personen gemeinsam benutzt werden
     Die kleinen feinen hofdamen
                          knieen hungernd
            im knochenhaus des schädels
    reichen weiter was über die ebenen
des gehörganges hereinkommt
                                                täglich wie züge        durch dich
hindurchfährt Dreckige züge Ich wünschte mein finger würde
                so dünn werden dass er hineingreifen und mit den damen spielen könnte
                 Während der meditation sind wir
                                    Unmotiviert              sind wir überall ganz rot und überall
ganz schwarz
                        die ganze Zeit ist es
                                                                               genauso einfach wie regen zu sein
                 der von innen alle musik ablöscht
            Jemand hat angst vor uns
                                               Ich habe lange genug unter der schwere
       von waffen gelegen
                       Durchbohrt davon
    dass du nicht da warst, und trotzdem überall, Isolde
                                Schreierin in der tiefe, Euridyke
                                 Es war Orpheus der dich betrog
                           Ich höre deine schmerzen jeden tag mit den füßen
                  meiner klebrigen ohren durch die oberfläche der erde hindurch
            Ich will dir einen siegeskranz flechten          hier
                       Ich will all die glocken sein
                                               bei deiner neuen Hochzeit, die dort
keine gäste sein wollen können sich abmelden                    hier
                       Die wahnsinnige zerstörer sein wollen
           Die am bösen projekt der überirdischen teilnehmen wollen
                                   können ruhig weitermachen Die liebe der jungfrau trifft mit
     ihren strahlen aus milch
                 Alle fernseher gehen von allein in flammen auf und blitze
                            fallen erschrocken in sich selbst zurück auf ein besseres leben
                                                           Es
                                   gibt eine geheime bombe im inneren der dinge                  der dinge
   die mich zwingen menschen hervorzuschreiben
       im theater der scham und der einsamkeit
              in dem zuschauer und schauspieler identisch sind
          du fließt mit
                        namen wie du und ich              werden aufgeführt
                                    Damit kannst du weitermachen Du
kannst dein leben ändern
Du du betrittst
dein zentrum
und hörst auf zu bibbern und zu zittern
Du betrittst es ganz
um ganz herauszukommen
Du wirst von anderen geschaffen
die du erschaffst
Der baum holt wasser aus der tiefe
um dem himmel sauerstoff zu spenden
Der baum holt sinn aus der tiefe der erde
Und gibt ihn an die luft ab
Ich will ganz tief rein
in jedes geräusch der stadt
Wörter steigen in meiner wirbelsäule empor
Du hast sie gesprochen
Wir sind zusammen
deshalb bin ich hier
in der ruhe die mir dein körper gegeben hat
Ich habe keine angst in die leere zu schauen
zu sehen was ich bin als asche
zur erde zu kreisen
so wie der baum den sinn
hervorholt und an den leeren himmel weitergibt
Ich habe keine angst
du zu sein
Ein krakenarm streichelt
das liebevoll warm umgebende klare wasser
Ich ziehe deine socken an
wie eine seele die mich umhüllt
In seine seele ist der körper eingesperrt
Es ist nicht einfach anzukommen
an einem ort an dem ich nicht mehr weiter will
Jetzt bin ich am fluß
der sich mit schmerzenswasser füllt
Da sitzen wir und erinnern uns
Ich will nicht
Allein sein wenn
ich nicht alleine bin hier
bin ich nach hause
umgezogen
und muss nie mehr woanders hin
In deinen augen sehe ich
die flüssigkeit die in dir aufsteigt
Wie es deine pupille gibt
gibt es einen ort
unsteter ruhe doppelt
in diesem hexenkessel dieser dunklen
unkontrollierbaren magie
in der ich keine angst habe
zu leben träumend zu suchend
kreisend
Ein großer wunsch
erklingt hier so gedämpft
Dein Blut
fließt in ihn hinüber
Füllt ton auf ton mit leben
bis in mir eine neue musik entsteht
Die gnade ließ mich beginnen
An der grenze zwischen drinnen und draußen
sitze ich und versuche
mich von der zeit
ausfüllen zu lassen
Kein wunsch ist geblieben
            nach mehr leben
Kein versuch ist geblieben
aus sich selbst herauszuspringen
während mein fleisch von würmern aufgefressen wird
Das dunkle wasser des sonnenlichts
läuft über vor schmerz
Und wir können nicht wissen
wohin es fließt ich beschreibe dir eine reihe
unangenehmer zustände
Ich würde gern da drauf verzichten ich beschreibe
eine hoffnung die zu sich selbst kommt eine arbeit im dunkeln
Ich würde dir gern sagen
dass du dich auf die kraft
deiner zellen verlassen kannst
dass sie zu mir gebracht werden kann
ohne dass all die dunklen schleier
vergebens waren

aus dem Dänischen von Moritz Schramm und Alexander Gumz