Thomas Boberg
Vitória
Vitória
Der lød endnu ikke noget sejrsråb
fra dette hoved
da bussen drejede ind i Vitória
På en måde
følte jeg mig snydt
da taxachaufføren lidt efter
kørte mig helt ud til den dyre ende
for at redde mig
Derude lå så havnen skibene
under mørket
vogtet af de melankolske kraner
og motoren snurrede os videre
langs bugten
og det dunkle sand
De små illuminerede strandpavilloner
lokkede resterne af en ferie
ud i vandet
hvor olien klæber
til fregatfuglens dragt
Vitória
Hvilken titel!
Næste morgen slap jeg ud
som en mønt der skifter hånd
Hvilken stjerne
lyser mon over denne økonomi
Hvilket asen i Vitória
sparker i solen med sin tå af diamant