Pia Tafdrup

I den skønhed en hest
opviser,
stående i sol
på en græsmark,
som jeg i et tog kører forbi,
få dage efter
at min far døde -
                 ser jeg ham pludselig igen.
Det grønnes
       passage …
Med samme ophøjede ro
som Tarkovskijs heste
i Den yderste dom
                      udstråler
i filmens sidste billeder,
er min far til stede,
hvilende i sig selv.
Han har været hyllet
i flammer,
  og jeg har båret
hans urne til gravstedet.
Væren er ikke
at være
uden smerte.
Jeg bærer ham
i mit indre
som en ny autoritet.
Tungens kraft -
              Eurydike synger.
Noget i hestens væsen
får ham til at træde frem.
En skygge lyser,
                  nu ER han her bare.