Klaus Rifbjerg
Stolene
Stolene
Dønningerne er rolige
regelmæssige
kommer og går.
Her er ikke dybt
og når havet trækker sig tilbage
sidder alle mine venner
på deres stole.
De har bare tæer
og buksebenene er rullet op.
De er ikke bange.
Bølgen suser og skummer
løber over deres fødder
så forsvinder den igen
med en mumlen.
Mine venner sidder lidt
for langt fra hinanden
til at kunne tale sammen
havet støjer
og det ser faktisk også ud
som om de mest er interesserede i
deres særprægede situation.
Det er skumring
solen ruller determineret modvillig
ned i vest.
Mørket kommer nærmere.
Jeg anstrenger øjnene
for at se dem allesammen.
Det er svært at skelne
svært at få det hele til at stemme.
Jeg smiler og smiler
løfter hånden og vinker.
Nu kommer tidevandet
Det bliver flod.
Bølgerne går allerede højt op over knæet.
Men ingen rejser sig
ikke en af vennerne flytter sig.
Et par af dem gemmer ansigtet
i hænderne
og en ser bort
men selv da vandet når halsen
bliver de siddende.
Under den glødende sortnende himmel
løber jeg
skrækslagen og forvirret
rundt på stranden
knuget af den druknende urokkelighed.
Til sidst knuser havet stolene
og hist og her griber en hånd
fat i vragstumperne
et ansigt lyser hvidt
det gurgler i en mund.
Arbejdet bliver uoverkommeligt på stranden
de forhåndenværende redningsmetoder
er ineffektive og gammeldags.
Stønnende kaster jeg mig
over de åbne munde
men bliver hurtigt udmattet
og hvem har prioritet
hvem?
Morgenen skyller det sidste vraggods
op på stranden
mens himlen krakelerer:
et udspilet lungevæv
over de sidste kramper.
