Klaus Rifbjerg
Makrel
Makrel
Jeg går langsomt gennem byen
for at afføre mig
min makrelskygge.
Jeg spadserer adstadigt
for at tabe mit net.
Jeg standser op foran vinduer
og ser på min flugtform.
Jeg tænder en cigaret
og laver skyer af plankton.
Jeg spiser skyerne af plankton,
men blir ikke federe.
Jeg ville gerne være en makrel
uden skygge.
Jeg bevæger mig videre
mellem brinkerne af hus,
port, karnap, stativ.
Jeg stirrer ned i lysskakten
og får øje på murænen.
Jeg gør mig til gode med
druknede sømænd.
Jeg spiser dem sommereftermiddage
på det lille torv.
Jeg blir til en stime
mellem parasollerne.
Jeg spyr ufordøjelige stumper
af sømænd ud bag hånden.
Jeg blir ikke federe.
Jeg tænker forgæves på min kost.
Jeg drejer uset rundt om hjørnet.
Jeg er et medlem af en art.
Jeg går adstadigt gennem byen.
Man sir mit legeme er funktionelt.
Jeg drikker te og spiser kiks
min skygge uforgængelig.
Jeg går imellem mine striber
mine tænder skinner
min mund kan ikke lukkes.
Jeg vender siden til
når jeg skal se den.
Det er ikke funktionelt.
Jeg standser op foran vinduer.
Man ser.
De ser.
Jeg føler sulten.
Min adstadighed er slut.
Jeg springer.
Overfladen brister,
spejlet slukkes.
Fremad!
