Ursula Andkjær Olsen
Gentagelser 2
Gentagelser 2
Die Zeit, die ist ein sonderbar’ Ding. En sælsom ting, ja, for der er ingen, der vil have den, derved står den i modsætning til andre ting, og alle siger: So ein Ding muss ich nicht haben, mens ingen siger: So ein Ding muss ich helt klart auch haben, det siger de ikke, for tiden falder som sand i munden på dem, som sand i øjnene og ørerne, som en ørken, og de kan ikke lide det. Og de kan ikke forhindre det. De siger: Bare tiden dog ville gå hurtigere, eller: Bare tiden dog ville gå langsommere, eller: Bare tiden dog ville stå stille eller bare den dog ville være fritid; men de vil ikke have den rigtigt, for så kunne de bare tage den. Som den er. Og hun stopper alle urene midt om natten for at der ikke skal blive atter en dag, men det hjælper ikke, og når urenes tikken og takken er borte, hører hun blot desto klarere, hvordan sandet falder på tungen. De siger ikke: Bare tiden dog ville være sig selv. Ingen vil have den, som den er, gående, og den kan ikke andet, den kan ikke gøre for det, det er evigheden, der ikke har opdraget den, eller den er træt af evigheden, den vil væk, men vil du måske have noget, der bliver ved med at gå fra dig? Ja, altid, men du vil lave det om, sådan så det ikke kan gå. Du vil skære benene af, for eksempel.