Thomas Boberg
Skadeøje
Skadeøje
Tanken slår sig på blæstens vinkler
og regnen er en ildgrå pels over sundet.
Jeg mærker strengen strammes
som forbinder til den faldende årstid
og trækker mig ned mod det gamle kvarter:
Den ene dag søger jeg det stringente rum,
inderst i den tyste karré.
Den anden er det følelsen jeg snapper efter,
holder mig i strengen
fæstnet, bladet der falder i kreds gennem kreds,
til jeg rammer bunden af kvarteret
i et hav af vissent løv.
Den tredje sidder jeg på tagrendens kant,
med oktober i kråsen,
og et fjendsk øjes lange vågen,
afsøgende det grå for alt som blinker.