Henning Vangsgaard
الدانماركية
Fallstaffage
Felicita, ein Glück, doch was wenn nichts mehr
dir gefällt? Mit großen Sprüngen nichts am Hut
und doch, kaum fällig, schon ein Fallbeispiel,
verliebt von Anfang an ins Runterkrachen,
war ichs nicht? Ein Glück, felicita, ein Apfel.
Ich fiel kaum an, schon dieses mir ins Auge:
Licht, zwei Äpfel, Lichteinfall, dass nichts,
was einsam fallen will, von Wert sein kann.
Man fällt so durch die Welt. Fällt weiter.
Alles fällt ja. Fällt man also mit. Was nun?
Von Fall zu Fall gefiel ich mir wie Fallada
als kleiner Mann, als Fallschirmspringer,
Sir John Falstaff, jedenfalls ich fiel nicht
weit vom Stamm - man ist zu schwer, fällt
Autobussen, Federhaltern, Wassertürmen,
Fingern tief im Fell und allem Steigen, Fallen,
Roggen windgewiegt im Tal mit Felsen und
gefallenen Phalanxen blätterfalb im Herbst,
fällt allem nach in seiner phallischen Gestalt.
Versucht dann, aufzufallen, Frauen meist,
doch dafür muss man aus dem Fenster fallen.
Mein Fall, du bist mein Fall, ruf ich ihr nach,
dann fallen wir noch eine Zeitlang faltergleich
am Haus herab. Auch dieses Haus: Staffage.
Denn viele Male fällt man noch an ihm vorbei,
die Frau, du hinterher, felicita, doch falsch.
من: Gelenkiges Geschöpf. Gedichte
Hamburg: Rospo, 2001
الإنتاج المسموع: 2001 M. Mechner, literaturWERKstatt berlin
Faldstaffage
Felicita, en lykke, men hvad hvis intet mere
falder i din smag? Med store spring totalt tomhjernet
og alligevel, næppe forfalden, allerede et eksemplarisk tilfælde,
fra begyndelsen forelsket i at det hele falder sammen,
var det ikke mig? En lykke, felicita, et æble.
Jeg var knap nok faldet til, før jeg fik øje på følgende:
lys, to æbler, lysindfald, at intet,
der vil falde ensomt, kan være af værdi.
Sådan falder man gennem verden. Falder videre.
Alt falder jo. Man falder altså med. Hvad så?
Fra fald til fald følte jeg mig som Fallada
som lille mand, som faldskærmsudspringer,
Sir John Falstaff, jeg faldt i hvert fald ikke
langt fra stammen - man er for tung,
falder efter busser, fyldepenne, vandtårne,
fingre dybt i fjerene, efter al stigen, falden,
rug vugget af vinden i dalen med klipper og
faldne falankser bladblege i efteråret,
falder efter alt i dets falliske skikkelse.
Forsøger så at være påfaldende, mest over for kvinder,
men til det formål må man falde ud af vinduet.
Du er lige én, jeg kunne falde for, råber jeg efter hende,
så falder vi endnu en tid lang som sommerfugle
ned ad huset. Også dette hus: Staffage.
For mange gange vil man falde forbi det,
kvinden, du bagefter, felicita, men falsk.