Morten Søndergaard

الدانماركية

Annelies van Hees

الهولندية

24/9 [Gulvene siger]

24/9
Gulvene siger: Hej fødder.
Vi går og hedder noget: Kontrapunkt, bristepunkt, smeltepunkt.
Tiden afvikler sit program, den løber, den går, den står
stille:
Kroppen falder fremad i sit ettal, for alting
er skrånende, alting
er blind tillid til gulve, tillid til dig,
jeg går tilbage, skridt
for skridt, jeg sidder på toilettet i min farmors badeværelse,
et gulv af gule,
brune og blå rektangulære kakler, en måde
at falde i staver på, aflange staver af kakkelmateriale,
og der på toilettet i tankerne skære kaklerne fri
og lægge dem tilbage
i gulvet, i nye mønstre,
langt mere tilfredsstillende mønstre, i begyndelsen var
mønsteret,
den gule, brune og blå følelse mod fodsålerne,
tilfældige formuleringer, tilløb til figuration, her og der spor
af en blomst med kronblade, et ansigt, en kakerlak, en kniv
eller en skruetrækker ville kunne det,
brække dem løs, kaklerne, men det er umuligt, fødderne

acceptere alle slags gulve, alle gangbare overflader.
Vi leder efter steder at gå ud fra. Gulvet er et udgangspunkt.
Stedet er den gåendes
faste bopæl. Fornemmelsen for sted. Dette sted: Vi.
Vi lukker luften ud af stedet, som af et badedyr,
og bærer det med os.

© Morten Søndergaard
من: Et skridt i den rigtige retning
Copenhagen: Borgens Forlag, 2005
الإنتاج المسموع: Literaturwerkstatt Berlin 2008

24/9 [De vloeren zeggen]

24/9
De vloeren zeggen: hallo voeten
We lopen iets te heten: Kontrapunt, breekpunt, smeltpunt.
De tijd wikkelt haar programma af, ze rent, ze loopt, ze staat
stil:
Het lichaam valt naar voren in zijn een, want alles
 loopt af, alles
is blind vertrouwen in vloeren, vertrouwen in jou,
ik ga terug, stap voor
stap, ik zit in oma´s badkamer op de wc, een vloer van gele,
bruine en blauwe vierkante tegels, tegels, een manier
om in duigen te vallen, langwerpige duigen van tegelmateriaal,
en daar op de wc in gedachten verzonken de tegels los te snijden
en weer terug op de vloer
te leggen, in nieuwe patronen,
veel bevredigender patronen, in het begin was
het patroon,
het gele, bruine en blauwe gevoel tegen je voetzolen
toevallige formuleringen, aanloop tot figuratie, hier en daar sporen
van een bloem met kroonbladeren, een gezicht, een kakkerlak, een mes
of een schroevendraaier zou het kunnen
ze losbreken, de tegels, maar dat is onmogelijk, de voeten
moeten
alle soorten vloeren accepteren, alle gangbare oppervlakken.
We zoeken naar plekken om vanuit te gaan. De vloer is een uitgangspunt.
De plek is de vaste verblijfplaats
van de voetganger. Gevoel voor plaats. Deze plaats: Wij.
We laten de lucht uit de plaats, als uit een opblaasbeest,
en dragen hem met ons mee.

Translation: Annelies van Hees