Pia Tafdrup
SALAMANDERSJÆLENS DRØM
Glas fanger solens stråler, springer
skørt og skrøbeligt,
smelter paradissort, flyder
og skyder frem i sekunders
uberegnelige former.
Mælkehvide tankers gyngende ishav,
solen, blodet,
tidens labyrint.
Bundfrosne bogstaver tør op,
som en rygsøjle
retter sig,
som sener og muskler vibrerer,
spænder hvirvel for hvirvel,
vækkes til live
ved ildens eksperiment.
Ord syder og vågner
i flammer, bygges op
i flammer,
gløder rødt
i passagen fra noget til noget andet.
Dø for at leve,
selvforglemmende sætte rygmarvsfarver
på spil
i kildeklart lys,
angstpulsens serafiske slag.
Salamandersjælens drøm:
at låne sit lys til alle.
Salamandersol:
et livgivende og skånselsløst møde.