Pia Tafdrup
PAS, PASSPORT PASSAPORTO ETC.
Er jeg nu så grim som på billedet?
Kan jeg sluses igennem,
når jeg har rakt kontrolløren
passet med gamle visa
og en regn af stempler?
Er jeg mon en eftersøgt terrorist?
Manden ved skranken lodder det opslåede pas,
tilhørende Den Europæiske Union,
udstedt
af politidirektøren i København.
Manden ser op på mig, tjekker sin computer,
for jeg er måske på flugt
- måske ikke?
Muligvis kun
almindelig suspekt?
Jeg venter. Køen vokser bag mig,
mens mine data granskes.
Jeg er ikke forbryder, ikke
en handlet kvinde,
heller ikke illegal indvandrer,
har ikke falske identitetspapirer,
ikke smuglet cigaretter eller stoppet
andet ulovligt ned i bagagen.
Jeg er ikke tidligere straffet,
der er intet at komme efter, men dét
er måske et mysterium?
Kroppen er ikke national,
den passerer let i drømme
bjergkæder, floder og oceaner,
ruter tegnet af svaler.
Jeg vil gerne have
skyernes pas
gyldigt for rejser til alle lande og tilbage.