24/9 [Gulvene siger]

24/9 
Gulvene siger: Hej fødder. 
Vi går og hedder noget: Kontrapunkt, bristepunkt, smeltepunkt. 
Tiden afvikler sit program, den løber, den går, den står 
stille: 
Kroppen falder fremad i sit ettal, for alting 
er skrånende, alting 
er blind tillid til gulve, tillid til dig, 
jeg går tilbage, skridt 
for skridt, jeg sidder på toilettet i min farmors badeværelse, 
et gulv af gule, 
brune og blå rektangulære kakler, en måde 
at falde i staver på, aflange staver af kakkelmateriale, 
og der på toilettet i tankerne skære kaklerne fri 
og lægge dem tilbage 
i gulvet, i nye mønstre, 
langt mere tilfredsstillende mønstre, i begyndelsen var 
mønsteret, 
den gule, brune og blå følelse mod fodsålerne, 
tilfældige formuleringer, tilløb til figuration, her og der spor 
af en blomst med kronblade, et ansigt, en kakerlak, en kniv 
eller en skruetrækker ville kunne det, 
brække dem løs, kaklerne, men det er umuligt, fødderne 
må 
acceptere alle slags gulve, alle gangbare overflader. 
Vi leder efter steder at gå ud fra. Gulvet er et udgangspunkt. 
Stedet er den gåendes 
faste bopæl. Fornemmelsen for sted. Dette sted: Vi. 
Vi lukker luften ud af stedet, som af et badedyr, 
og bærer det med os.