Klaus Rifbjerg
Flamme, rosmarin, ingenting
Flamme, rosmarin, ingenting
Åh, flamme og rosmarin og ingenting
Og Lionel Hampton på grammofonen
Som får mine børn til at le både åbenlyst
Og skjult fordi sådan hedder det ikke i vore
Dage der med al ret tilhører dem
Ligesom vore dage i det hele taget tilhører
Alle mulige andre både nært og fjerntstående
For slet ikke at tale om dem som ikke er der
Mere og er bedøvende ligeglade med vore dage
Må man formode eller måske vildt optaget af dem
Netop fordi de ikke kan være til stede og hævde
Deres ret til også at være en del af vore dage
Hvad de jo for så vidt er fordi de er meget
Fremme lige nu ja, hvis det ikke var fordi man
Elskede dem eller har elsket dem ville de ligefrem
Kunne opfattes som påtrængende med alle
Deres fejl og mangler alt det der adskiller dem
Fra vore dage, for det er jo en kendsgerning at flere
Af dem aldrig har haft et særligt intimt kendskab til
f.eks. George W. Bush for slet ikke at tale om Saddam
Hussein og Osama Bin Laden eller Helle Thorning-
Schmidt hvis den mulighed overhovedet er mulig
At rumme inden i hovedet for os der i den grad er
En del af vore dage selvom nogen af os altså stadig
Siger grammofon skønt enhver ved det hedder CD.
Men Lionel Hampton kendte de og skulle én af dem
Komme forbi ville han eller hun ikke blot
nikke genkendende
Men sandsynligvis også sætte sig på terrassen eller i
Sofaen og føle sig fuldstændig hjemme og trygge og
Måske mindes den tid hvor Hampton sammen med
Teddy Wilson og Gene Krupa indspillede George
Rosmarin Gershwin's "Body and Soul" og alting var
Så anderledes at man ligeså godt kan lade være
Med at prøve på at forklare det, åh, flamme og
Ingenting, der er jo kun tale om en strøtanke ikke
Noget man skal tage alvorligt eller lægge særlig
Mærke til selvom det altså lige nu er meget
Tæt på alt sammen mens pladen løber ud og
Alle både dem fra før og nu nikker bifaldende fra
Terrassen og sofaen og egentlig synes det er
Ret sjovt men alligevel bag hånden prøver at skjule
Deres overbærende smil.